Virkeligheden er ikke virtuel - det er de voksnes ansvar at hive børnene væk fra skærmene

Virkeligheden er ikke virtuel

Idag foregår meget af de unges sociale interaktioner på sociale medier. Udover den tid de er i skolen, så er det nok der de har størst berøringsflade med jævnaldrende. Faktisk så er børn fra 5. klassetrin mere sammen med deres telefoner, udenfor skolen, end med deres venner.

Som forældre kan vi acceptere dette og trække på skuldrene og synes at det er fint og sådan er det jo nu. Eller vi kan sætte grænser og hjælpe vores børn hen imod mere menneske-til-menneske kontakt.

Mange forældre til teenagere beklager sig med, at de ikke gider andet end deres skærm. Den der smartphone trækker dem ind i det virtuelle og væk fra virkeligheden. Apps som f.eks. Tik Tok er designet til at man kan kan sidde og nærmest blive endeløst underholdt. Og så er der f.eks. Snapchat hvor de sender hinanden videoer og talebeskeder i et væk og følger med på snapkortet i hvor vennerne befinder sig henne og hvem de er sammen med (og på den måde bliver konfronteret med om de er en del af det de andre laver eller ej). De sociale medier især gør det rigtig svært for de unge at slippe deres skærm.

Men det er til hver en tid vores ansvar som forældre at begrænse skræmbruget og i øvrigt kræve ægte samvær med vores børn, uanset om de gider eller ej. Det er vores ansvar at lære dem gode skærmvaner og det er vores ansvar at vi bibeholder en relation til hinanden udenfor det virtuelle rum hvor de finder deres venner.

Derfor må vi så bestemme at vores børn/unge ikke har ubegrænset adgang til skærm. Hvordan det ser ud for den enkelte familie vil jo være forskelligt. Men rigtig mange børn sidder i timevis på en skærm hver eneste dag efter skole - enten mens forældrene er hjemme eller mens de er alene. Og det er jo ikke en menneskeret - det er ikke afgørende for vores overlevelse at vi har skærmtid.

De unge har det som om deres telefons tilstedeværelse er nødvendig for at de kan leve. En slags iltmaske de ikke kan trække vejret uden. Og det kan vi sagtens hjælpe dem med at ændre.

Vi kan hjælpe dem til at være mere i den ægte verden. Og ikke bare se på mens deres virkelighed bliver mere og mere virtuel.