Kontroversiel mening: Lad være at tage de svære samtaler

Svære samtaler og følelser

Der er etableret en form for konsensus i vores samfund om at hvis vi er i stand til at tage de svære samtaler med andre, så gør vi noget godt. Der er bare den hage ved det, i min optik, at det ikke altid har en særlig god effekt at tage alting op eller konfrontere hinanden i et væk.

Det er ganske enkelt heller ikke sandt, at det er vigtigt at få taget de svære samtaler. Eller at man bliver tættere i en relation af at tage svære samtaler. For alle de der såkaldt svære samtaler kan også bare være en måde hvorpå man fastholder en opmærksomhed på sine egne følelser.

Vi lærer igennem selvudvikling at det er vigtigt at snakke om nærmest alle sine følelser, og at man skal huske at ‘holde den hjemme ved sig selv’. Faktisk så kan man pakke enhver bebrejdelse ind i ‘det får mig til at føle sådan og sådan når DU xxx’. Så længe man taler ud fra sit eget følelsesliv og det man selv har oplevet, så kan man sige nærmest hvadsomhelst.

‘Det er jo bare hvad JEG føler/oplever’.

Lad mig prøve at uddybe hvad jeg mener.

Du har et venskab med en person, som ind imellem er unfair. Du føler at den anden sårer dig. Det sker flere gange. Så nu overvejer du at tage en snak om det. Det er ikke en rar snak, for du skal fortælle at du synes den anden handler forkert og at det gør dig ked af det. Men snakken må tages. Du skal jo få sagt fra, når en anden gør dig fortræd. Og den anden ved jo nok slet ikke at personen sårer dig, så du gør ham/hende en tjeneste ved at fortælle at han/hun sårer andre mennesker med sin adfærd. Det er jo også en hjælp for ham/hende.

-MEN…

Hvis du nu er helt ærlig, hvad er så formålet med den samtale, udover at du får sagt at du har sårede følelser? Og for hvis skyld skal det siges? Gør du ikke bare den anden forkert (og dermed dig selv bedre) ved at tage sådan en snak og italesætte den andens fejl og mangler? Hvordan skal det styrke jeres relation, at du tager sådan et emne op? Og handler du i næstekærlighed eller i virkeligheden selvisk?

Jeg vil være tilbøjelig til at mene at når man tager en ‘svær snak’ så bliver det med fokus på sig selv. Og det er svært at undgå at det bliver selvoptaget og bebrejdende. Det er hårdt sat op, men ikke desto mindre relevant.

Når man ‘siger fra’ ved at fremhæve en anden persons fejl og mangler og sine egne sårede følelser, så er det i min optik selvoptaget. Det handler om ‘mig og mine følelser og oplevelser’. Det handler ikke om at tage hensyn til den anden. Det handler heller ikke om at hjælpe den anden eller give mere og måske mest i en relation, når det er det rigtige at gøre. Faktisk det modsatte. Det handler om en selv.

Når vi retter fokus på hvad vi kan gøre og give frem for hvad vi får/ikke får så bliver det til gengæld uselvisk og næstekærligt. Og det kommer vi meget længere med - og tænk hvis alle gjorde sådan ❤️