Fra udtømt hjemmepasser til driftig husmor

Min egen rejse ind i husmoderlivet har været kringlet.

Som ung kvinde var jeg ambitiøs. Jeg var dygtig i folkeskolen, men gymnasiet gik lidt op i hat og briller. Jeg ville være noget vigtigt og have en karriere. Så jeg blev designteknolog og videreuddannede mig til journalist. I københavn arbejdede jeg som skrivende journalist og senere som tv-tilrettelægger. Det føltes som om jeg var nogen og havde gang i noget godt.

Så blev jeg mor. Og ville gå tidligt fra arbejde for at hente min søn. Jeg begyndte at føle mig splittet mellem min rolle som hans mor og så min karriere.

Da min datter så kom til i 2014 hoppede jeg helt ud af hamsterhjulet. Jeg var begyndt på gravidyoga og havde mødt andre 'alternative' mødre som jeg selv og alt det med tilknytning og pædagogisk psykologi, som altid havde været mine helt store interesseområder, fik lov at dirigere mig ind på en anden sti i mit liv. Jeg blev hjemmegående og havde min datter hjemme indtil hun startede i skole. Det var en sti ikke mange havde betrådt og jeg følte jeg konstant selv skulle træde vejen før der overhovedet var en sti at følge. Det var hårdt men meningsfuldt.

Jeg begyndte også ad selvudviklingens vej. Pludselig havde jeg tid til at pille mig selv en masse i navlen og jeg bebrejdede mig selv for alt det der ikke fungerede i mit liv. Jeg måtte hele tiden grave dybere ind i min egen navle, for at være en bedre mor, kvinde, partner osv. osv.. På en forfejlet måde troede jeg at jeg blev bedre sådan - men jeg blev i stedet bare mere og mere optaget af mig selv.

Hjemmeliv der braste sammen

Jeg gik hjemme i mange år. Hjemmeunderviste sågar min søn fra 2010 i tre år. Vi knyttede stærke bånd, mine børn og jeg, men jeg anså ikke mig selv for at være en husmor. Jeg var sammen med mine børn og det fik mit fokus (udover naturligvis navlepilleriet som greb om sig og jeg prioriterede timevis af yoga, meditation og tjuhej hver eneste dag). Men det huslige optog mig ikke. Jeg halsede oftest rundt og forsøgte at holde det værste snavs og rod nede, men jeg mente også at min partner skulle bidrage til det huslige, selvom han gik på fuldtidsarbejde for at forsørge vores familie. Det gav enormt mange konflikter men mest af alt en voksende utilfredshed i mig. For i stedet for at tage mig at det huslige og vedkende mig det ansvar, så kæmpede jeg en både indre og ydre kamp om at jeg skulle være en fri kvinde og at jeg var mere værd end at være en husmor.

Det liv endte i skilsmisse og en hel masse smerte. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på, andet end at jeg vil fortælle at det hele blev vendt fuldstændig op og ned for tre år siden. Jeg blev reddet af Gud og blev gravid og senere gift igen med Simon som jeg nu har en helt fantastisk familie på fem børn sammen med.

Hjemmepasser

All-in på husmoderliv

Mit liv idag er helt anderledes. Jeg går hjemme (igen) og er nu all in på husmoderlivet. Det er så befriende at træde helt ind i den rolle og tage ansvaret for hjemmet og for at passe vores lille Elias imens. Jeg er den der har det primære overblik i forhold til familiens kalender, det vi spiser og børnenes dagligdag. Simon er selvstændig elektriker og er vores primære forsørger. Han sørger for vi har tag over hovedet (og bygger også vores hjem og vedligeholder det hele) og at jeg kan købe mad til at lave til vores familie.

Og det giver så meget ro i vores familie og ægteskab at vi har så klar en arbejdsfordeling. Vi føler begge vi gør det vi er bedst til.

Det gode ved traditionelle kønsroller

Simon og jeg går ikke og har gnidninger imellem os over hvem der skal gøre hvad og det er utrolig befriende. Vi læner os ind i meget traditionelle kønsroller, sådan som Gud har skabt os, og det betyder at vi virkelig hver især får lov at trække på vores styrker. Jeg værdsætter virkelig at Simon som mand er god til at have et praktisk overblik, at han får ting gjort og at han tager ansvaret for vores families økonomi. Hans maskuline evne til at være mere pragmatisk, gør ham i stand til at være knivskarp til at tage store beslutninger - og handle på dem. Han ved for det meste hvad der er det rigtige at gøre og har et beundringsværdigt moralsk kompas. For modsat ham er jeg (som kvinde) meget mere drevet af følelser og fornemmelser. Min månedlige cyklus har desuden indvirkning på humør og dagsform, og mine gode ideer kan være noget højtflyvende ind imellem. Der er han som mand bare god til at balancere det og lede mig på rette kurs igen. Derfor er det også meningsfuldt at jeg, som naturligt omsorgsfuld kvinde, tager mig af hjem og børn, mens han tager sig af rammerne for det hele. Han bygger den ydre struktur, jeg står for den indre.

Læs mere her om hvorfor kvinder er skabt til at være husmødre.

Det handler ikke om mig selv

Jeg har tidligere (for jeg har gået hjemme on/off i mere end ti år nu) følt mig meget udtømt og uinspireret som hjemmegående. Jeg har følt mig decideret slukket og været meget tom indeni som hjemmepasser.

Da alt det ændrede sig, var det som om at jeg fik nye øjne til at se med og mit hjertes længsler helt anderledes. Pludselig længtes jeg efter at tjene min mand og lade ham mærke hvor betydningsfuld han er for mig og hele vores familie. Jeg ville faktisk for alt i verden bare gerne lave en masse god og nærende mad til min familie og skabe et dejligt hjem for os og være en god og kærlig mor og hustru som stod klar med en varm favn hver dag når de allesammen kom hjem.

Jeg har samtidig fundet ud af at jeg bliver langt mere tilfreds i mit husmoderliv, når jeg rent faktisk holder mig selv igang. Jeg laver planer, sætter mig mål, har visioner for de rammer jeg vil skabe og det liv vi skal leve, og så følger jeg dem. Og det er afgørende for at jeg føler tilfredsstillelse ved det her liv. Jeg er driftig, får ting gjort, og det føles virkelig godt. Og så er det helt jo noget jeg gør for min familie - det handler ikke om mig selv.

Jeg har desuden skrevet en artikel om 'husmoderen' - den kan du læse her.