Mest umage med mit moderskab

Jeg har aldrig gjort mig så umage med noget som med mit moderskab. Ikke mit ægteskab, ikke mine jobs eller skolen eller nogen steder.

Da min førstefødte kom til verden forandrede mit liv sig. Han blev det vigtigste i hele min verden.

Det er helt normalt i vores kultur at en kvinde der bliver mor sætter sine børn før alt andet. Også før sin mand.

Sådan gjorde jeg også. Jeg valgte altid børnene. Jeg lod børnenes behov styre meget. Men det jeg mest gjorde, var at lægge al min gode energi i børnene og dermed ikke have meget tilbage til nogen andre.

Børnene fik det meste af min kærlighed. Ja for jeg vidste ikke rigtig meget om kærlighed heller, andet end at det føltes som om, at når jeg var så meget for børnene, så var der ikke så meget mere at give af.

Jeg ville være en fantastisk mor. Nærmest perfekt. Så jeg tog kurser, fik rådgivning og terapi, læste bøger, tog uddannelser osv osv for at blive en bedre mor. Jeg gjorde mig uendeligt umage.

Men det havde en pris. For det er ikke meningen vi skal lægge al vores gode energi i vores børn og ikke have mere feks til vores mand. Det er vejen lige direkte hen til en familie der går i opløsning.

Det er godt at gøre sig umage. Det mener jeg altid vi bør gøre. Men vi bliver også en bedre mor og et bedre forbillede for børnene, når de ikke altid kommer før alle andre. De skal helst se at et ægteskab prioriteres højt (og Gud har i øvrigt en orden han ønsker vi læner os ind i, hvor det er vigtigt at ægteskabet faktisk kommer før børnene) også fordi at de jo får et bedre liv med glade forældre der har det godt sammen.

Det er vigtigt at vi gør os umage i vores relationer. Også i forhold til vores børn. Men det er også vigtigt at vi ikke får skabt ubalance i vores liv, ved at gøre os mest umage med relationen til dem og så lade andre områder i vores liv sejle.