Kig ud og ikke ind
- 22. jul. 2024
- 2 min læsning
Opdateret: 22. okt. 2024

Det er så oppe i tiden at lære børnene og de unge at ‘mærke efter’ eller at ‘følge mavefornemmelsen’ eller i det hele taget at forholde sig til hvad man selv vil og har lyst til.
Det er vel faktisk decideret moderne at kigge indad og forholde sig til sig selv og sit ‘indre liv’.
‘Hvad vil du selv’? ‘Hvad føler du?’ ‘Føles det godt i maven?’ ‘Hvad har du mest lyst til?’
Spørgsmålene vi stiller hinanden inviterer til navlepilleri og narcissisme. Det er svært at undgå at få et overfokus på sig selv. Jeg vil nok endda påstå at det er vores syndige natur at være optaget af os selv.
Men prøv i stedet at vende blikket den anden vej. Udenfor dig selv. Hvem er der ude og hvad vil de gerne?
Kig ud på de andre - dine medmennesker og dem du kan have fællesskab med. Kig ud over din egen næsetip og engager dig i dem du ser og lad dem se dig.
Vær noget for andre.
Når du er noget for andre bliver du mindre optaget af dig selv.
Vi har ikke brug for at 'kigge ind ad'. For som mennesker er vi helt naturligt optagede af os selv. Vi føler og mærker og tænker og det er svært at undgå at blive selvoptagede, hvis vi bruger for meget energi på alt det der foregår inde i os selv.
At tro på Gud er at tro på noget større end en selv. Det er at indse at alting ikke handler om een selv og det man føler indeni - men i stedet at vise kærlighed til sin næste. Det er at kigge ud i stedet for ind i sig selv. Ud på Gud og på hvad han vil og ønsker af os. Ud på andre og lære at sætte dem før os selv.
Og i virkeligheden så kan man også (endelig) slappe trygt af, når det hele ikke handler om en selv længere.




Kommentarer