Ikke nok
- 2. aug. 2024
- 2 min læsning
Opdateret: 21. okt. 2024

Jeg tror alle kender til at længes efter mere end det vi har.
Mere plads i vores hjem. Mere tid til at rejse. Mere tøj i skabet.
Det er som om vi faktisk ikke kan få nok.
Singler drømmer om den eneste ene.
Ægtefolk ønsker livet som single.
Dem der bor i store huse drømmer om Tinyhouse.
‘Hvis bare jeg havde lidt flere penge’. ‘Hvis bare jeg ikke havde så meget vasketøj’. ‘Hvis bare jeg var i bedre form’. ‘Hvis bare jeg havde glat og ikke krøllet hår’.
Det er den sikre vej til et ulykkeligt liv. Et liv hvor man jagter det næste og mere.
Nok
”Jeg ved, hvad det vil sige at klare mig med lidt, såvel som hvordan det er at have overflod. Jeg har lært hemmeligheden ved at være tilfreds i enhver situation, hvad enten jeg kan spise mig mæt eller må sulte, hvad enten jeg har overflod eller lider mangel.“
Filipperbrevet 4:12
Det Paulus her beskriver er en grundlæggende følelse af at være tilfreds. Han fortæller at han værdsætter sult og mæthed, at have meget lidt og have rigtig meget. I enhver omstændighed har han nok.
For os danskere er det desværre bare ikke sådan som Paulus beskriver. Når vi har spist for meget julemad, brokker vi os over tunge maver. Vi brokker os når solen skinner og det bliver varmt - og også når det rusker og regner.
Forkælet
Vi er forkælede. Vi har helt utrolig meget og de fleste af os også langt mere end vi overhovedet behøver. Vi har ikke prøvet at have mindre end vi behøver - altså prøvet at leve med mangel og være presset på vores liv.
Forkælede børn er ofte utaknemmelige. Tager det de har og får for givet. Og kan finde på at skabe sig hvis noget ikke er godt nok eller lever op til deres tårnhøje forventninger.
Svære tider giver perspektiv
Igennem lidelser kan man lære at værdsætte det man allerede har. Lidelser som vi forkælede danskere ikke kender til.
Indtil vi gør.
Noget tages væk fra os - vi mister jobbet, går ned med stress eller en vi har kær bliver alvorligt syg.
Så sker det at man står der midt i det svære og begynder at få øje på alt det man har - hvis man da kan få blikket væk fra det man har mistet. Men det er det eneste der virker til at få det bedre i sådan en situation - altså at se på alt det man har. Og begynde at sætte pris på det.
Tilfredshed giver Lykke
At have nok i det man har er en sikker vej til at være ægte lykkelig i sit liv. Det giver ro. Længslerne efter rejser, nye spisebordsstole og mere mere mere brænder ikke længere een op indefra. Pludselig er det man har bare godt nok.
Her er man tilfreds. Helt grundlæggende tilfreds med sit liv, sit ægteskab, sin bopæl, sit job og alt det der udgør ens liv.





Kommentarer