Mindre skærm giver bedre mental sundhed hos børn

Det med de der skærme diskuteres (heldigvis) fortsat i den offentlige debat. Somme tider bliver det endda en smule ophedet, fordi tech industrien og visse forskere virkelig gerne vil holde fast i, at vi ikke skal være bekymrede for vores børns skærmbrug.

Der er ofte også stor uenighed om dette emne bare rundt omkring i de små hjem. Og i folks helt personlige sociale liv.

Jeg tror der er god grund til at holde meget igen med børns skærmbrug. Vi kender ikke helt til konsekvenserne af at de har fået så stor en plads i vores allesammens liv. Vi kan til gengæld kigge os omkring og måske have et kritisk blik, når vi evaluerer på hvilken påvirkning de har på vores eget familieliv og andre sociale sammenhænge.

Et nyt dansk studie fra Syddansk Universitet har fundet frem til, at mindre skærmtid i børnefamilier giver mindre stress, depression og angst og færre problemer med jævnaldrende hos børn og unge.

‘Vi mangler stadig en fuld forståelse af, hvad der forklarer disse effekter. En mulig forklaring er, at mindre skærmbrug giver børn og unge mere tid til ansigt-til-ansigt interaktioner med familiemedlemmer og venner, hvilket er kendt for at være vigtigt for mental trivsel’

Anders Grøntved, professor

Videnskaben forsker heldigvis mere og mere i dette her. Og det er nødvendigt. Især hvis vi skal kunne få den brede befolkning med på at reducere skærmbrugen - især for børnenes skyld.

Jeg plejer at sige til mine børn, at jeg forestiller mig at de, som voksne, vil undre sig over at jeg overhovedet lod dem have smartphones i et større omfang fra en tidlig alder. Jeg tror derimod ikke de vil klandre os for de begrænsninger vi har sat for dem. Det tror jeg de vil takke os for.

Det bevises igen og igen at den mentale sundhed påvirkes meget af alt det der foregår på vores skærme. Og vi lever i en tid hvor børn og unge er ekstremt stressede, nedtrykte og angste. Det kan derfor være et godt sted at starte, selvom det kan virke næsten uoverskueligt hvis man har et barn der er meget på sin skærm (og man måske tror at det giver barnet et frirum fra det svære), at reducere brugen af skærme. Jeg kan også næsten garantere, at man ikke får medvind fra børnene i sådan en beslutning - men her må vi som voksne jo så forholde os til hvad vi reelt mener er bedst, og stå ved det.

Vi har alle sammen brug for ansigt-til-ansigt interaktioner, som professoren kalder det, og denne helt konkrete menneskelige kontakt er så afgørende for vores trivsel. Vi har brug for at være sammen i familierne (det gælder også de unge, selvom de ikke ‘gider’). Vi har brug for menneske-til-menneske samvær sådan IRL.

Jeg tror vi kommer til at skulle høre meget mere om hvordan børn og unges skærmvaner påvirker deres mentale sundhed. For der er efterhånden ingen tvivl om at det har betydelige konsekvenser, når de bare får lov at have deres opmærksomhed så meget rettet mod det der sker skærmen frem for at være til stede i den virkelige verden.