Hjemlig omsorg

Vi lever i en form for adskillelsens tid. Vi udliciterer børnene til fremmede favne fra en tidlig alder og vi gør det samme med de gamle borgere, når de kræver pleje og omsorg på daglig basis.

Det er egentlig lidt en skør og omvendt verden.

Vores mindste borgere såvel som de ældste har brug for omsorgspersoner omkring dem til hjælp og støtte. De kan ikke klare sig selv.

Institutionaliseringen er blevet normalen. Adskillelsen et livsvilkår. Man stikker ud og bliver velsagtens anset for at være konservativ og kedelig, når man vil passe sine små og gamle selv.

Ja, faktisk er der mange der mener at det er godt og nærmest nødvendigt at blive passet på af uddannede fagpersoner meget af tiden, når man ikke kan klare sig selv. Altså nogle mener at dem der er uddannede til det, er bedre til at tage sig af de yngste og de ældste borgere, end samme borgeres nære relationer.

Vi har nok vænnet os, langsomt, til at det er sådan. Mange sætter ikke engang spørgsmålstegn ved det. Sådan gør vi bare.

Men måske det for alvor er tid til at tage omsorgen hjem igen til de nære relationer. Tage sig af vores forældre, når de ikke selv kan længere. Og lade børnene blive hjemme i hvert fald nogle år, enten med mor (eller far) eller med bedsteforældre som de er nært knyttet til.

Vores børn og vores ældre har brug for kærlighed i deres dagligdag. Den slags som bedst kommer fra dem der står dem mest nært. De har brug for at blive set og holdt dagen igennem af mennesker der elsker dem.

Omsorgen kan vi sagtens tage hjem til os selv. Det er vel måske endda mest naturligt sådan.