Disciplinering er ikke så skidt endda

Disciplinering er nærmest blevet et decideret fy-ord. Det er noget nær forbudt at forestille sig at disciplinere sine børn, fordi det sidestilles med at fratage dem deres frihed. Disciplinering menes at være gammeldags og ødelæggende for mennesker. Og beskyldes for at være årsag til at så mange børn og voksne mistrives i vores samfund. F.eks. fordi vi sender børn i skole hvor de lærer at gøre ting de ikke gider eller synes er sjovt. Ja og senere i livet fordi man så skal lave ting på arbejdet, man ikke bryder sig særligt om.

At disciplinere sidestilles ofte med streng opdragelse og masser af kontrol. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Som jeg ser det.

Disciplinering er også opdragelse. Det er at forme og guide andre. Og kan sagtens foregå kærligt og med masser af nærhed og varme. Og som jeg ser det er det enhver forældres fornemme rolle at disciplinere sine børn. På kærlig vis.

At disciplinere er også at sætte faste rammer og anvise rigtig og forkert. Det er at lære at gøre hvad man bliver bedt om og at lære at holde fast og ud i noget man måske ikke har nemt ved eller synes er specielt sjovt.

Igennem disciplinering bliver vi stærke. Og det er rigtig vigtigt at lære at kunne gøre ting der måske synes udfordrende eller ligefrem kedelige - fordi sådan er livet.

Ikke alt i livet er lutter lagkage og det er så vigtigt at lære at holde ud når noget udfordrer eller er træls, fordi ellers får man nemt et liv hvor man skifter retning og relationer og ikke kan finde ro.

Desuden er livet fuld af praktiske gøremål og opgaver som vi er nødt til at klare selvom vi ikke rigtig har ‘Lyst’.

Vi kan derudover opnå færdigheder og resultater ved at være disciplinerede. Og det er fantastisk at kunne trække på sådan en ressource hvor man har lært at overkomme sin indre modstand mod noget og gøre det alligevel. Det er fedt at kunne knokle sig igennem noget og så stå på den anden side og mærke ryggen ranke sig fordi man gjorde det.

Det er så godt og sundt at lære at dedikere sig til noget og så fuldføre det. At lære at tage sig af de opgaver der er på ens bord fordi det får man også styrket sin selvrespekt af. Og det lærer også een ikke at være så optaget af hvad man selv har lyst til - hvilket er vigtigt og en meget overset egenskab i vores verden.

Der kommer så meget godt ud af disciplinering. Og selvom man former og opdrager sine børn kan de altså godt komme ud som gode, hele og meget sunde, selvstændigt tænkende voksne mennesker. Jeg er faktisk sikker på at det gør de.

(Desuden er disciplinering en vigtig del af Guds arbejde ind i vores liv. Han ønsker vi skal være dedikerede til at lytte til ham og hans opdragelse af os er både fast og urokkelig og samtidig uendelig kærlig fordi han altid er der, altid lytter, altid holder os, tilgiver og elsker os uanset hvad. Han er den perfekte forælder’.)