Sådan lever vi godt på en indkomst - med egen landejendom
- pernilleenybo
- 26. mar.
- 3 min læsning

Noget af det der virkelig er spændende som hjemmegående, synes jeg, er hvordan jeg får pengene til at række meget langt.
Vi lever (primært, for jeg får et lille kommunalt tilskud til at passe Elias hjemme her indtil sommerferien) for en indkomst. Og vores såkaldte rådighedsbeløb er noget lavere end de fleste banker mener man kan leve for. Ikke desto mindre lever vi godt på denne måde.
Vi er en stor familie - to voksne og fem børn. Der bliver konsumeret en hel del fødevarer herhjemme. Og det er en prioritet at det vi spiser er sundt og nærende.
Her er hvordan vi holder vores budget nede:
Vi køber kød en gang om året og fylder fryserne. Vi køber fra vores gode venners økologiske landbrug og kødet er så lækkert. Vi spiser en del kød fra både gris, okse og lam. Kylling køber vi ind imellem i supermarkedet når noget er på tilbud.

Vi laver så meget mad som muligt fra bunden. Vi har mange munde at mætte og især bagværk sparer vi mange penge på. Vi spiser simpelt men sundt så det er nemt og billigt.
Tøj køber vi fortrinsvis brugt. Og vi arver rigtig meget tøj både børn og voksne. Vi køber også gerne brugt fodtøj, så længe det er barfods-sko. Vi sælger også ud af det tøj der skal videre.
Vi skover vores eget brænde. Det betyder at vi selv er ude at fælde og hugge det vi skal bruge til at varme op med vinteren igennem. Lige nu har vi en aftale med en nabos skov og så laver vi brændet med en anden familie og får nogle hyggelige (og hårde) arbejdsdage ud af det.
Vi skifter ikke ud i interiør eller indretning. Da vi bor i tinyhouse er det slet ikke en mulighed at købe møbler, da alt skal special-designes. Vi har heller ikke plads til flere ting, så derfor køber vi ikke nyt. Vi spiser af arvet stel med skår og revner, og det holder super fint alligevel og vi dækker altid et fint bord til gæster.
Vi køber vores biler kontant. Vi kunne godt bruge en lidt større hverdagsbil, for vi har bare en lille, lidt skrantende Mitsubishi Space Star, men det er ikke en prioritet i vores økonomi.
OG så det helt store punkt, nemlig bolig. Lige nu bor vi i to tinyhouses som Simon selv har bygget. De er lavet i naturmaterialer af høj kvalitet, men med brugte vinduer og døre. De er billige i drift og billigere at bygge end almindelige huse. Og så har vi købt en landejendom. Meget billigt. Den er vi ved at sætte i stand, uden at låne penge til det. Så det er noget vi løbende skal finde pengene til. Heldigvis er Simon en dygtig håndværker og det sparer vi rigtig mange penge ved, og samtidig er vi omgivet af dygtige håndværker i familie og vennekreds, så der får vi også en masse hjælp.

De steder vi sparer, uden at give afkald på det vi synes er vigtigt:
Kost-tilskud: Vi spiser generelt kun kost-tilskud ved behov. For tiden er det kun vitamin C, som jeg tager for min allergi.
Personlig pleje: Vi laver en del plejeprodukter selv, og bruger også kun ganske lidt af den slags generelt.
Frisør: Jeg klipper hår på det meste af familien. Det har jeg øvet mig på i årevis og har købt en frisørsaks til formålet.
Spise ude: Vi går stort set aldrig ud at spise. Vi laver god mad herhjemme i stedet.
Comments