top of page

Myter om husmoderlivet

  • pernilleenybo
  • 30. jan.
  • 4 min læsning

Opdateret: 6. feb.

ree

Der er mange forestillinger om, hvordan livet som husmor ser ud – men sådanne har det ofte med at forvrænge sandheden helt eller delvist. Måske har du hørt sætninger som: 'Det er degraderende at definere en kvinde som bare en husmor', eller 'kvinder kan og bør bidrage meget mere til samfundet og verden end bare at gå derhjemme', eller måske 'de der husmødre de sidder jo bare og drikker kaffe og dovner den'. Disse kommentarer udspringer ofte af myter, der ikke tager højde for, hvad det virkelig betyder at være husmor i dag.


Sandheden er, at husmoderlivet er langt mere komplekst, men også langt mere givende, end mange tror. Her afkræfter jeg nogle af de mest almindelige myter og deler, hvad det virkelig indebærer at leve dette moderne livsvalg.


Myte 1: 'Det er degraderende at definere en kvinde som bare en husmor'

En moderne husmor er ikke en undertrykt kvinde der er der hjemme under tvang. For de fleste er det et meget aktivt valg at ville kære om hjem og familie og dedikere sit liv til det. Det er en kærlighedserklæring til ens familie og kan være enormt givende for den enkelt kvinde. At være husmor er ikke det samme som at være degraderet - for en husmor er en kæmpe værdi for familien og hendes styrke trækker alle familiemedlemmer på. Det handler om at finde den balance, der fungerer for sin familie – og det er et stærkt valg, ikke et svagt.


Myte 2: 'Kvinder kan og bør bidrage meget mere til samfundet og verden end bare at gå derhjemme'

Ja, kvinder kan enormt mange ting. Men sådan en sætning her fortæller, at mange mennesker ikke forstår, at det at være husmor er et vigtigt og også meningsfuldt arbejde, som bestemt bidrager til samfundet i en større sammenhæng. At skabe ro omkring familien giver stærke og robuste børn, som er det fremtidens samfund behøver. Og en hjemmegående kvinde har ofte også tid til at bidrage med frivilligt arbejde ind i sit lokalsamfund (noget der generelt er lidt en mangelvare i vores land, hvis du spørger mig).


Myte 3: "Husmødre laver ingenting hele dagen"

Den her har vi nok alle hørt. Men sandheden? Husmødre har mange roller – vi er kogekoner, barnepassere, rengøringsdamer, indretningsdesignere, projektledere, sygeplejere, aktive i lokalsamfundet og ofte også de praktiske problemløsere i hjemmet. Vi skaber struktur i hverdagen, og det kræver både energi og engagement.


En typisk dag for mig kan starte med at lave madpakker og hjælpe børnene afsted i skole, fortsætte med at tage mig af hjemmet og måske forberede aftensmaden, forberede bagværk af forskellig art (så vi kan spise næsten udelukkende hjemmelavet mad), rengøring, oprydning og planlægning – alt imens jeg passer og aktiverer lille Elias. Og selv når dagen er slut, fortsætter arbejdet ofte. Husmoderlivet er en livsstil - ikke noget man kommer sovende til.


Myte 4: "Det er ikke tilfredsstillende at være husmor"

Der findes en misforståelse om, at det at være husmor ikke kan give personlig tilfredsstillelse. Men for mig og mange andre er det netop omvendt. Der er en særlig glæde ved at skabe et hjem, hvor familien trives, og hvor man har tid til at fokusere på det, der virkelig betyder noget.


Det handler i høj grad om at have en vision for sit husmoderliv - hvad vil jeg bidrage med? Hvad vil jeg skabe? Hvordan vil det se ud at jeg gør det rart for min mand og mine børn at jeg tager mig af det huslige? Husmoderlivet handler ikke kun om pligter, men om at skabe og bidrage på måder, der giver mening.


Myte 4: "Det kan ikke hænge sammen økonomisk at den ene går derhjemme"

Her handler det hele om at man ser på sin økonomi med lidt andre øjne. For når man er hjemmegående husmor, så er der steder man helt naturligt kommer til at spare penge. F.eks. udgør det en stor besparelse, at man ikke skal betale for pasning af sine små børn. Desuden er der en del at spare på madbudgettet, når man har tiden til at lave mad og derfor ikke må ty til f.eks. takeaway eller at gå ud og spise. Bare for at nævne nogle få områder.


Myte 5: "Det er alt for gammeldags at være husmor"

I en tid, hvor mange kvinder fokuserer på karriere, kan det at vælge at være husmor virke som et skridt tilbage for nogle. Men det er faktisk det modsatte. At være husmor er et moderne valg, fordi det handler om at prioritere det, der føles vigtigst for dig og din familie – ikke om at følge samfundets forventninger.


Mange husmødre vælger denne livsstil bevidst, fordi det giver mulighed for at opbygge et hjem fuld af kærlighed og ro, hvor børn kan vokse op trygt, og hvor der er tid til at fokusere på livets værdier.


Husmoderlivet fortjener respekt

Husmoderlivet er ikke for alle, men det fortjener respekt og anerkendelse som et gyldigt og meningsfuldt livsvalg. Ved at aflive disse myter kan vi skabe plads til at fejre de kvinder, der vælger at dedikere deres tid og energi til deres familie og hjem.


Hvad tænker du? Har du selv oplevet nogle af disse fordomme, eller har du andre myter, du vil tilføje til listen? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet – jeg elsker at høre fra jer!

Kommentarer


Skriv til mig med spørgsmål, undren eller feedback

Tak for din besked!

© 2035 by Train of Thoughts. Powered and secured by Wix

bottom of page