Det er ikke degraderende at være hjemmegående

Hjemmepasser

Overvej hvor meget propaganda det har krævet at få os allesammen overbevist om det er degraderende for en kvinde 'bare" at gå derhjemme med sine børn.

Førhen var det det mest naturlige at moderen gik hjemme og kærede for hjem og børn. Man kan måske sige at det var også de muligheder der var. Indtil industrialiseringen. Så skulle kvinder ud og tjene og børnene blev overladt til sig selv. Det fungerede ikke, for mange børn overlevede ikke, og så måtte kvinderne hjem igen, eller få hjælp.

Men kvindefrigørelsen, for over 50 år siden, fik for alvor kvinderne væk fra 'kødgryderne' og børnene måtte i institution og dermed udliciteres. Som årene er gået er det efterhånden en selvfølge at børn skal passes udenfor hjemmet efter endt barsel - fagfolkene er jo også de bedste til at tage sig af dem.

Og hvem har betalt prisen for dette? Familierne og børnene. Kun ca. halvdelen af forældrepar holder sammen idag og skilsmisse er efterhånden så normalt som at børn må gå i skole for at lære at læse og skrive.

Jeg bliver meget ofte spurgt om Elias, som lige er blevet to og aldrig har prøvet andet end at leve sit liv med mig (eller andre voksne der elsker ham) ved sin side, ikke skal socialiseres. Om han ikke kommer til at mangle at være sammen med andre børn.

Elias' liv er fuld af andre børn - store søskende, fætre/kusiner venner, legegrupper osv.. Han mangler ganske enkelt ingenting.

Hjemmegående og hjemmepasser

Jeg føler mig så privilegeret at kunne være hjemme med ham. Mit værd som kvinde bliver kun bekræftet i at leve et liv hvor jeg kan tage mig af mine (mindre) børn herhjemme så længe alle trives godt i det.

For mig er det her liv det modsatte af degraderende. Jeg tager mig af den næste generation og gør mit til at de bliver sunde, stærke og hele mennesker som vil gøre godt for andre og verden. Og det spreder sig jo som ringe i vandet den slags. Så det er for mig mit aftryk i en verden fuld af fart og materialisme - ting vi ikke tager med os her fra.